Hvem f***** er jeg egentlig???

Siden jeg startede op på min nuværende uddannelse for et lille halvt år siden, har jeg gået med en underlig fornemmelse indeni - faktisk lidt sådan en følelse af at jeg ikke rigtig ved hvem jeg er lige nu. Det er ikke noget nyt, at jo ældre man bliver jo flere bekymringer tillægger man sig gerne, og det må siges at have været tilfældet for mig i løbet af de sidste par år.

Jeg har altid været lidt af en enspænder med få tætte veninder, frem for mange bekendte. I folkeskolen havde jeg 2 tætte veninder, som jeg desværre voksede fra, og ligeledes på gymnasiet holdt jeg mig meget til enkelte personer. Da jeg så mødte min kæreste, som jeg har været sammen med i 6 år, så faldt de få veninder jeg havde på gymnasiet fra. Og det var helt og holdent min egen "skyld" - det var et valg jeg traf (jeg sagde ikke sådan systematisk "nu skal vi ikke være veninder længere", men min afholdenhed i forhold til fællesarrangementer gjorde ligesom bare at vi blev udfaset fra hinandens liv. Dét, og så det faktum, at man jo bliver spredt for alle vinde når man bliver student), og jeg må indrømme jeg til stadighed ofte vælger tid sammen med kæresten eller familien, frem for venner og bekendte. Jeg fungerer ikke ret godt til det med mange bekendte på én gang, og det har jeg faktisk lært at erkende og jeg prøver på at se det som en styrke, at jeg foretrækker at omgive mig selv med mennesker jeg kan slappe af med. Sådan rigtigt slappe af og være mig selv. Mennesker som jeg har ofret tid og energi på at lære og kende, sådan helt ind til benet.Jeg anser sådan set mig selv som meget åben over for nye bekendtskaber. Men jeg skal bare kæmpe lidt mere for det - jeg åbner mig meget langsomt op for nye mennesker.

Sandheden er måske også, at jeg ikke rigtig ved hvor meget jeg kan/vil/bør give af mig selv til andre mennesker og i forhold til det her med at anskaffe sig nye veninder. Fx på studiet - hvordan ved jeg overhovedet hvor meget de andre forventer jeg giver af mig selv?? Og hvordan ved jeg overhovedet om de egentlig vil mig?? Det er som om, at jo ældre man bliver jo sværere bliver det at etablere nye dybe relationer, og behovet daler måske i virkeligheden også - man har jo allerede en vis mængde mennesker i sit liv, som man måske ovenikøbet har kendt mange år. Og fordi jeg har et forudindtaget indtryk af, at folk omkring mig forventer jeg skal være på en bestemt måde, og jeg tilmed konstant forsøger at tilpasse mig dem, ja - så ender jeg op her hvor jeg er lige nu. Forvirret, træt og usikker på min egen identitet. Som jeg før har givet udtryk for i et tidligere indlæg, så har vi særligt sensitive en naturlig trang til at gøre alle omkring os tilfredse, og undgå konflikter.

Men jeg skal lære at holde fast i mine principper, uden at lade mig kue af andres undren, gøren og laden. For fanden - man kan jo ikke gøre alle glade! Jeg har en eller anden underlig idé om, at jeg skal "redde verden" og altid gøre det rigtige. Kende de "rigtige" folk, gå i det "rigtige" tøj, have de "rigtige" ting i hjemmet, lytte til den "rigtige" musik, købe den "rigtige" mad, være tilpas aktiv i velgørenhed osv. Siden gymnasiet har jeg eksperimenteret utrolig meget med især min personlige stil og mit personlige udtryk, og gud ved hvor mange penge jeg har brugt på at skifte om og om igen. Dengang var det sjovt at udforske og eksperimentere, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg bare gerne vil have lov til at være mig selv, i stedet for at forsøge at være på en bestemt måde og gøre alle andre glade. For det kan jeg ikke. Og jeg giver ikke verden min bedste og mest charmerende side af mig selv, hvis jeg går og dunker mig selv i hovedet, fordi jeg ganske enkelt ikke kan leve op til mine egne sindssyge krav. Og hvordan skal de mennesker jeg har omkring mig overhovedet få en ærlig chance for at lære mig at kende, hvis jeg er i tvivl om hvem jeg selv er??

Måske jeg skal skrive det på min 2015 tjekliste - vær dig selv.

Stress. I dets oprindelige forstand.

Et ord jeg synes der til tider bliver misbrugt lidt er ordet stress. Man kan være presset og have travlt, og ja vel egentlig føle sig stresset, men når man først har mærket de psykiske og fysiske følgevirkninger stress bærer med sig, så er det altså en lidt anden sag. Og det har jeg. Over 2 gange faktisk.

Første gang jeg oplevede stress var lige inden jeg blev student i 2010. Det var forfærdeligt. Når man både er særligt sensitiv, har psykisk sygdom i familien (som jo altså desværre kan være arveligt), og har haft en broget opvækst med anbringelse i plejefamilie og manglende stabilitet, så er man allerede temmelig meget i farezonen for at få stress, vil jeg mene. Og det fik jeg altså. Jeg fik hjælp på en psykiatrisk klinik, men følgevirkningerne (især de psykiske) kæmper jeg til tider stadig med. De fysiske tegn såsom hjertebanken og trykken for brystet forsvinder ligesom af sig selv så snart man er ovenpå igen. Men det gør de psykiske mén desværre ikke bare lige...

Anden gang jeg fik tegn på stress var faktisk for ganske nyligt - det var i 2013, på mit allerførste job som færdiguddannet. Jeg er uddannet designteknolog og arbejdede på det tidspunkt som designassistent i en mindre virksomhed (faktisk to forskellige i en periode på 1 1/2 år). Jeg var stresset, fordi det langsomt gik op for mig, at modebranchen slet ikke var noget for mig. Jeg fik tankemylder, var bange for at jeg havde spildt min tid på en forkert uddannelse, og var ked af det hver eftermiddag når jeg kom hjem. Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg så skulle. Heldigvis har jeg jo en god bunke erfaring fra min første omgang stress, så det der med at sige stop og sige jobbet op var ikke noget jeg behøvede at tænke særligt længe over. Og jeg var sådan set ligeglad med hvor godt det ville have set ud på papiret hvis jeg havde holdt ud, og måske engang var blevet forfremmet som designer. Det var der dog mange af mine jævnaldrende der havde svært ved at fatte. Jeg fokuserer nok bare mere på at blive til nogen, i stedet for at være på jagt efter at blive til noget, koste hvad det vil.... Nu læser jeg i stedet en bachelor i communication&media strategy, og det er hamrende spændende! Om det er dét jeg skal lave resten af livet ved jeg ikke. Jeg drømmer også om at beskæftige mig med musik og lyrik på fuldtid, og når jeg engang går på pension vil jeg have et dyrepensionat med min mand ude på landet.

Jeg har lært mig selv at slappe mere af, og lytte til min mavefornemmelse. Man skal have sig selv med i dét man foretager sig - ellers så hellere lade være. Jeg vil ihvertfald ikke være med til at smide brænde på det konkurrence-samfund vi efterhånden befinder os i. Jeg siger ikke man skal smide alt hvad man har i hænderne og bare dovne den - mange af de ting man skal kæmpe hårdt for her i livet, er jo ofte de fedeste at opnå! Men så snart man begynder at miste fodfæste og miste sig selv, så er det i mine øjne tid til at give slip.

Du skal nok nå der til, hvor det er meningen du skal være. Det ved jeg, at jeg nok skal i hvertfald.

Én der lytter - en sjælden race.....

I kølvandet på mit sidste indlæg om ikke at have en mening om alting (her sidder jeg og har lige oprettet bloggen, og spytter det ene indlæg efter det andet ud lige efter hinanden på én og samme aften - der er ligesom taget hul på en byld i ved...) synes jeg det ville være passende at komme ind på noget inden for samme kategori.

Her til eftermiddag sad jeg og så Kurt&Courtney på Netflix (god dokumentar forresten), og på et tidspunkt var der én af de medvirkende der sagde noget i retningen af, at Kurt Cobain virkelig var en god lytter, og at de fleste mennesker faktisk ikke er ret gode til at lytte. De venter egentlig bare på selv at få taletid. Sådan var han ikke. Han var en god ven.

De er lidt en uddøende race, de der mennesker der virkelig lytter til hvad du har at sige. Det er blandt andet også derfor jeg ikke er særlig god til at small-talke. Jo vist, for høflighedens skyld kan det da være meget godt at small-talke lidt med én du render ind i fra folkeskolen...

Men jeg ville ønske jeg kendte flere mennesker, som virkelig havde lyst til at lære mig at kende. Som virkelig havde lyst til at lytte hvad jeg havde at sige, og som ikke - som så mange andre ting - var forgiftet af vores zapper-kultur og konstant tilpasser sig efter hvad der er mest interessant for dem selv.

Det har jeg ikke nogen mening om...

Som særligt sensitiv forsøger man ofte at gøre alle de mennesker man har omkring sig glade. Konflikter er det værste vi ved. Så hellere pisse lidt på éns egne præmisser, for at undgå at nogen bliver stødt eller skuffede over vores egentlige mening. Og for at være helt ærlig så har jeg egentlig ikke en mening om alt anyway..

Tag nu eksempelvis alt den her hype omkring LCHF og Palæo principperne, som jeg personligt har været meget fascineret af de sidste 2 år og de konflikter de selvsamme madkulturer har medbragt sig. Pyha, jeg bliver helt rundtosset bare ved tanken. Jeg deler efterhånden ikke mine tanker om kostvaner med ret mange af de mennesker jeg omgås længere, fordi jeg synes vi er nået til et punkt hvor kosten er blevet til éns religion. Alle kæmper en brav kamp for at retfærdiggøre lige netop deres valg af kostvaner, og jeg gider egentlig ikke have en mening om det længere. I en digital verden hvor alt kan googles, og alle er eksperter kan man jo næsten ikke tillade sig at udtale sig om noget som helst længere - der er altid nogen som kan påpege noget du ikke selv har overvejet, eller argumentere bedre end du selv kan. Eller finde noget på Wikipedia du ikke selv lige var på forkant med. Det efterlader mig ofte med en følelse af altid at være forkert på den, og at have svært ved at vælge hvilket ben jeg skal stå fast på, selvom jeg ofte tænker at jeg nu ikke synes jeg var helt galt på den til at starte med... længe leve de særligt sensitive - du får ret og jeg får ro!

Jeg har med tiden lært mig selv, at jeg ikke behøver at have en mening om alting. Det giver mig på en måde rum til at finde ud af hved jeg egentlig mener. Giver det mening?

Velkommen

I et forsøg på at få lidt mere luft imellem de tanker af strømme jeg har i hovedet, har jeg oprettet dette pusterum, hvor jeg kan skrive dem ned sort på hvidt.

Jeg håber jeg kan ramme en eller anden nerve af autencitet jeg synes der mangler i min hverdag, og som jeg bruger farligt meget energi på at spekulere og fundere over. Noget ægte, noget der ikke stinker langt væk af den zapper-kultur vi lever i, hvor alting skal tilpasses den enkelte og hvor en blog ikke er værdig at "læse", medmindre over halvdelen af indholdet er billeder. Noget andet end selfie-stænger og pick-&-choose. Noget der tager tid, noget der giver anledning til fordybelse og ja, vel egentlig stof til eftertanke. Sure opstød ville nogen måske til tider kalde det? Jeg tror jeg vælger at blive på den positive side af min livsanskuelse, og kalde det for tankestrømme. Hensigten er nemlig ikke negativt indhold, med mudderkast som formål. Men jeg er af den overbevisning, at det kan være sundt at se verden gennem andres øjne indimellem.

Når jeg ud til bare én der finder min måde at anskue verden på inspirerende, vil jeg betragte bloggen som en succes. Og det er selvfølgelig tilladt at være uenig såvel som enig med mig. Bare den gode tone opretholdes, så er jeg frisk på alle de indspark der måtte komme!

Velkommen til Eftertænksomt.